fbpx

Pizzaens historie

Har du nogensinde undret dig over, hvor pizzaen stammer fra? Pizzaens historie er både lang og spændende. Nogle vil mene, at historien om pizza strækker sig flere århundrede, mens andre hævder, at pizzaen kan spores mere end et årtusinde tilbage i tiden.

I dag er pizza en af de mest populære retter i verden – og med god grund! Pizza kan laves i et utal af variationer og er en favoritspise blandt både børn såvel som voksne. Med pizzaens store popularitet i dag, vil det måske komme som en overraskelse for mange, at pizza ikke ligefrem var en velanset ret i sine spæde år. 

Hvis du er en regulær pizza-entusiast som os, så læs med her og bliv klogere på, hvordan en af de mest populære retter i verden blev opfundet.

Hvornår blev den første pizza opfundet?

Det er svært at udpege, hvornår pizzaens historie officielt begynder. Pizzaen, som vi kender den i dag, kan spores helt tilbage til det 18. århundrede. Nogle vil dog argumentere for, at pizzaens oprindelse går meget længere tilbage i tiden. Endda mere end tusind år tilbage i tiden. 

Helt tilbage i det sjette århundrede f.Kr. spiste persiske soldater ladbrød med med diverse toppings såsom ost, dadler og urter. Ligeledes har denne type fladbrød med toppings været en populær spise i oldtidens Grækenland, Egypten og Romerriget. Mange vil anse disse fladbrød som værende det oprindelige ophav for pizza. 

Første gang disse fladbrød blev omtalt var i det fortællende digt ‘Æneiden’ af den romerske forfatter Vergil (70 f.Kr. – 19 f.Kr.). Her beskrev han hvordan den trojanske helt Æneas og hans besætning brugte tynde hvedekager i stedet for fade, som de havde toppet med svampe og urter. I digtet udbryder Æneas’ søn Ascanius “Se! Vi har endda spist vores tallerkener!”. 

Mange tolker disse hvedekager og fladbrød, som værende oprindelsen til hvad vi i dag kender som pizza. Men den pizza, som vi elsker og kender i dag, kan spores tilbage til det 18. århundrede. Nærmere sagt i det sydvestlige Italien i byen Napoli.

Pizza Margherita København

Hvor stammer pizza fra?

Pizza, som vi elsker og kender den i dag, stammer fra det 18. århundrede fra den italienske by Napoli. I slutningen af 1700-tallet var Napoli en af de største byer i Europa med et indbyggertal, som var stødt stigende. Napoli var dog præget af stor fattigdom, og mange indbyggere levede på gaden. 

Det betød, at indbyggerne i Napoli måtte ty til billig mad, som kunne spises på farten, så de hurtigt kunne vende tilbage til deres arbejde. Heraf blev pizza en populær spise blandt de fattige indbyggere. De mest simple pizzaer blev toppet med hvidløg og salt, og de lidt dyrere pizzaer havde ost eller tomater på, ligesom nutidens pizza. 

Selvom pizza var en populær spise takket være dens lave pris og let tilgængelighed, så var det en ret, som blev set ned på af de finere kredse. Datidens madskribenter kritiserede retten og pizza blev også ekskluderet i kogebøger. 

Faktisk blev pizza først en anerkendt ret efter 1889, da Kong Umberto I og Dronning Margherita af Italien besøgte Napoli og smagte på den nu verdenskendte ret. Historien lyder på, at kongen og dronningen var blevet trætte af de komplicerede, fede franske retter, som de fik serveret på deres slot, og at de i stedet længes efter noget mere simpelt.

Raffaele Esposito, som var en anerkendt pizza kok i Napoli, blev tilkaldt og lavede tre forskellige pizzaer til kongeparret: en toppet med spæk og basilikum, en anden med ansjoser og sardiner og den sidste med tomater, mozzarella og basilikum. Den sidstnævnte blev en favorit hos dronningen. Man valgte derfor at opkalde pizzaen med netop denne type toppings efter hende og heraf blev en af de mest velkendte pizzaer populariseret – nemlig pizza Margherita

Pizzaens rejse fra Italien til resten af verden

Pizzaer blev hurtigt en mere anerkendt og populær spise i Italien efter Dronning Margheritas velsignelse. Der gik dog mange år, før pizzaen blev populær i resten af verden. Pizza kom først til Amerika i starten af det 20. århundrede i forbindelse med, at flere italienere begyndte at emigrere for at udleve den amerikanske drøm. Et af de første dokumenterede pizzeriaer i Amerika var ‘Lombardi’s’ i New York, som åbnede i 1905 – og som stadig eksisterer den dag i dag. 

Først efter Anden Verdenskrig begynde pizza at sprede sig til resten af Amerika. Det skete i forbindelse med, at amerikanske og allierede soldater invaderede Italien og blev introduceret for denne italienske ret. Soldaterne blev så glade for pizza, at de i stigende grad søgte efter retten, da de vendte hjem efter krigen. Pizzeriaerne i Amerika blev derfor mere og mere populære, og begyndte så småt at sprede sig til resten af landet. 

I 1950’erne var pizza blevet en mere almindelig og udbredt spise, hvilket til dels også skyldes indførelsen af frysepizza og pizzakæder såsom Domino’s, der åbnede for første gang i 1960. Pizza havde allerede inden 1950’erne spredt sig til andre dele af Europa, men det var først efter den stigende popularitet i Amerika, at pizza for alvor blev en verdenskendt ret. Retten udviklede sig også i andre retninger, eksempelvis da Ike Sewell og Ric Riccardo opfandt Chicago deeppan pizza. De åbnede Pizzeria Uno i Chicago i 1943.

Uanset om pizzaens historie virkelig tager afsæt helt tilbage til det sjette århundrede f.Kr., eller om pizzaens historie først begynder i det 18. århundrede, så har denne italienske ret bevist, at den er kommet for at blive.  

Tilmelding til nyhedsbrev

Hent-selv

Vælg restauranten,
hvor du vil hente din mad