Et af Københavns mest hippe brokvarterer, hvis gader oser af naboskab og ungdommeligt byliv, er Nørrebro. På mange måder er Nørrebro Københavns latinerkvarter – spækket med genbrugsbutikker, charmerende barer og restauranter og grønne åndehuller.
At slentre rundt i Nørrebros gader er en stemningsfuld oplevelse i sig selv, men hvis du gerne vil have gode råd til, hvad du skal lave, spise og opleve på Nørrebro, så skal du læse med her.
Her fører vi dig nemlig gennem den perfekte dag på Nørrebro, som byder på en god blanding af kultur, lokalliv, afslapning og madoplevelser.
For at skabe en perfekt dag på Nørrebro, skal du naturligvis også starte dagen med en perfekt brunch. Og helst en brunch med bobler til.
På en rolig, brostensbelagt sidegade ligger Sidecar, hvor du kan slå dig ned under en markise og gå ombord i en komplet morgenmadstallerken.
Hvis du ikke er den store morgenmad-entusiast, kan du også nøjes med en smørbagt croissant og en friskbrygget kop kaffe ved en af restaurantens vinduespladser.
Lokation: Skyttegade
Læs også: En dag i København
Når du har fået stillet din sult, er solen måske tittet frem bag husenes tage, og københavnerne har fundet deres vej til parkerne, butikkerne og gadehjørnerne. Det kribler sikkert for at komme ud og blende ind.
På Nørrebrogade kan du finde masser af genbrugsbutikker, hvor du kan lave et godt vintagefund af enten tøj, nips, keramik eller interiør. Både PRAG, Quriosa og Røde Kors ligger i gåafstand fra hinanden på nogle af Nørrebros hyggeligste gader.
Lokation: Rantzausgade, Nørrebrogade, Fælledvej.
Hvis du har brug for et pusterum, så skyd genvej gennem Assistens Kirkegård. Her er der ro, smukke planter, træer og blomster, og så ligger der en masse kendte begravet som Niels Bohr, H. C. Andersen, Natasja og Dan Turéll. Du kan også slå dig ned på et tæppe med nogle kolde forfriskninger – og måske begynder du at kunne mærke en snigende sult?
Der er særligt ét område på Nørrebro, der er værd at slå et slag for – og især omkring frokosttid. Området omkring Stefansgade er også kendt som Little Berlin, nok fordi det emmer af atmosfære, kultur og spisesteder med langborde i solen.
Der er masser af muligheder for at sætte tænderne i lækkerier, f.eks. bagværk fra Meyers eller smørrebrød hos Stefanshus. Bagefter kan I smutte hen på Mikkeller og skylle frokosten ned med en hjemmebrygget øl.
Nørrebrokvarteret er åbent og indbydende, og hvis I er en gruppe, der har lyst til at slå jer ned på et gadehjørne med en omgang takeaway, kommer I til at falde naturligt ind i gadebilledet.
Lokation: Stefansgade
Når vejret holder tørt, er De Gamles By på Nørrebro værd at lægge vejen forbi hen ad eftermiddagen. Her er der både geder, høns og grønne arealer, hvor du kan du få en helt landlig fornemmelse væk fra myldretiden.
Hvis du har brug for at få ladt dine energier op inden aftenen, eller hvis I har brug for læ for enten regn eller menneskemylder, så skal I tage forbi Sjællandsgade Bad. I kan enten være heldige at få plads til gus, eller også kan I nyde at gå i sauna, koldtvandsbassin og badekar på egen hånd.
Har I planlagt jeres dag på Nørrebro i forvejen, kan I slutte eftermiddagen af med en forestilling i Nørrebro Teater, hvor I kan få en portion kultur inden sulten melder sig igen.
Lokation: Møllegade, Sjællandsgade, Ravnsborggade
Efter en hel dag på Nørrebro, der nok har medført både ømme ben og sultne maver, fortjener I at blive forkælet med lækre pizzaer, kolde drikkevarer og stemningsfulde lokaler.
Hos os på Pico Pizza kan I få alle tre ting og mere til. I stedet for én stor pizza får du nemlig tre gourmet mini-pizzaer, fadøl fra TO ØL, naturvin og cocktails i lange baner.
Menukortet byder på både klassiske pizzaer og moderne smagssammensætninger – og I kan få surdejspizzaer, glutenfri pizzaer og veganske varianter.
Pico Pizza på Nørrebro ligger på en lille, hyggelig brostensbelagt gade, og området summer af liv, når aftenen falder på. Den brostensbelagte gade leder tankerne på Sydeuropa, og det er svært ikke at holde af.
Der er altså masser af liv og kultur på Nørrebro, og vi er sikre på, at I får en fantastisk dag med kultur, afslapning og fremragende mad.