En dag på Amager

En dag på Amager

Amager er en perfekt blanding af lokalliv og storby. Selvom bydelen er et af de steder i København, hvor der bor flest mennesker, emmer Amager alligevel af naboskab, næstekærlighed og nysgerrighed. Og heldigvis bliver vi andre glædeligt inviteret indenfor.

Amager er omringet af vand fra voldene mod vest og Øresund mod øst, og måske er det netop derfor at Amager er helt sin egen. Når du bevæger dig ned ad Amagerbrogade, bliver du ikke kun mødt af en frisk brise fra den omkringliggende natur – men også indbydende dufte, der vækker både den store og den lille sult. 

Her har vi givet vores bud på, hvordan du kan sammensætte den perfekte dag på Amager. Med vores guide kommer du omkring i Amagers hyggeligste afkroge, naturskønne områder og mest indbydende spisesteder.

DET SKAL DU LAVE PÅ AMAGER

Amagerbrogade starter allerede ved foden af voldene, der byder dig velkommen ind i Amagers kerne. Her er den urbane stemning ikke til at tage fejl af, når både barer, vintagebutikker, street art og hippe caféer fylder både synet, duftene og storbyfølelsen i kroppen. 

Amager er et af de steder i København, hvor natur og byliv lever tæt sammen side om side. Derfor er der rig mulighed for at udnytte Amagers skønne rammer til at købe en kop kaffe på en sidegade og smutte ned til Amager Strand og nyde den på promenaden. Mens du er her, kan du passende tage et dyp i det friske hav fra en af strandens badebroer eller leje et par kajakker eller SUP-boards og se byen fra havet. Selv hvis vejret ikke er til udendørsaktiviteter, kan du nyde naturen indendørs på Den Blå Planet.

Forkæl dig selv med en frokost eller aftensmad fra en af de nyeste restauranter på madscenen, og hop på metroen ud til det ikoniske DR Koncerthus til spændende og storslåede kulturoplevelser. Amager vil holde sig varm og indbydende lige til du vender snuden hjemad igen.

HER SKAL DU SPISE DINE MÅLTIDER PÅ AMAGER

For at skabe en fuldendt dag på Amager, skal du med sikkerhed smage måltider fra nogle af Amagers mange indbydende madsteder. Amager gør sig nemlig ikke kun bemærket på grund af sine stemningsfulde gader og sin smukke natur – også på den kulinariske front er Amager et besøg værd.

MORGENMAD PÅ AMAGER

Før du kan starte din dag rundt i Amagers gader, skal du lægge en god bund. Uanset om du er på udkig efter en komplet brunchtallerken eller en Cappuccino og en BMO (bolle med ost), så kan du finde lækre muligheder over hele Amager. Sammensæt dine egne brunchfavoritter hos Wulff + Konstali, eller find enkle og delikate surdejsboller og croissanter hos Lille Bakery.

Morgenmad, Daniel Rasmussen
Reffen Amager

FROKOST PÅ AMAGER

Særligt om sommeren byder Amager på unikke streefoodsteder med forskellige, indbydende madboder, og en af de mest populære steder er Reffen på Refshaleøen, hvor du kan nyde en frokost under en parasol langs vandet. 

Hvis du leder efter en frokostoplevelse, hvor du kan nyde et lækkert stykke smørrebrød og en kold fadøl i moderne arkitektur, så er Café 8Tallet et godt bud. Den ikoniske bygning 8-tallet ligger med udsigt over Naturcenter Amager, og dette kig ud på landskab får maden til at smage lige en tand bedre.

AFTENSMAD PÅ AMAGER

Når du har trasket gaderne tynde, er du sikkert ved at være klar til at slå dig ned i hyggelige rammer og nyde en smagfuld aftensmad med din familie eller venner. På Amagerbrogade 145 ligger Pico Pizza i stilrene og hyggelige lokaler, hvor du kan nyde et intimt måltid af smagfulde minipizzaer lavet på hjemmelavet surdejsbunde toppet med delikate råvarer. 

Al den liv og nærvær, som har omgivet dig i løbet af dagen, er ført med ind i restaurantens atmosfære, hvor du kan vælge mellem et udvalg af både klassiske og nytænkende gourmet pizzaer. Og det vigtigste er, at du ikke behøver at nøjes med at smage én variant.

Menuen hos Pico Pizza byder på både veganske og glutenfri pizzaer, salater, læskende drikkevarer fra TO ØL, desserter, lemonader – ja, selv pizzaens skorper bliver kræset om, når de dyppes i de lækre crust dips. Kom forbi restauranten på Amagerbrogade, og tag et velfortjent hvil til enten frokost eller aftensmad.